Flamenco i Málaga, forklaret

Hvad UNESCO anerkendte

I 2010 optog UNESCO flamenco på sin repræsentative liste, et register over verdens immaterielle kulturarv. Optagelsen opstiller tre grene: den sungne cante, den dansede baile og guitarens toque, sammen med castagnetter, håndklap og fodtramp, og fastslår, at kunsten opføres ved religiøse fester, ceremonier og private fejringer. Andalusien nævnes som hjertelandet, med Murcia og Extremadura som yderligere rødder, og det gitano (roma) samfund tilskrives en væsentlig rolle i udviklingen. UNESCO tilføjer, at kunsten går i arv gennem familier, dynastier, sociale kredse og flamenco-klubber, hvilket er grunden til, at en peña i Málaga dukker op senere i denne guide. Det er en levende praksis og ikke et museumsstykke: UNESCO kalder flamenco for et identitetsmærke for mange samfund og grupper.

Hvor Málaga passer ind

Flamenco er andalusisk snarere end lokalt for én by, og de første skriftlige spor peger på Jerez de la Frontera i slutningen af det attende århundrede, ifølge Wikipedia. Málagas bidrag er en familie af sange kendt som cantes de Málaga, som voksede ud af den lokale fandango. Junta de Andalucías flamenco-portal siger, at malagueñaen stammer fra Málagas gamle fandangos. To sange er vigtige for en besøgende: malagueñaen, en sungn form for byen, og verdiales, spillet af landsbybands i bakkerne bag den. Begge er værd at lytte efter, selv om programmet aldrig nævner dem. Et tablao-show i Málaga er først og fremmest et flamencoshow, og de lokale sange dukker op, når kunstnerne vælger dem.

Verdiales, lyden fra bjerglandsbyerne

Verdiales stammer fra landsbyerne i Montes de Málaga, Almogía og Comares og er fortsat en rural folkemusiktradition, der eksisterer uafhængigt af den professionelle flamenco. Wikipedia beskriver dem som nært beslægtede med fandangoen og som en overlever fra den tidligste malagiske fandango-tradition. De spilles af pandas, orkestre der kombinerer sangere, dansere, violin, guitarer, en tamburin eller rammetromme og små cymbaler. Den vigtigste fejring, Fiesta Mayor de Verdiales, finder sted omkring den 28. december, de uskyldige børns dag, og festen er anerkendt som Bien de Interés Cultural. Grupperne er ikke-professionelle, og derfor føles verdiales anderledes end et poleret sceneprogram.

Malagueñaen og dens skabere

Malagueñaen udsprang af de gamle fandangoer fra Málaga og blev en flamencostil i første halvdel af det nittende århundrede, ifølge Junta de Andalucía. Den synges i fri rytme, værdsættes for sin melodi og ender ofte på en livligere fandango. Wikipedia nævner Antonio Chacón som den mest produktive skaber af malagueñas og Enrique el Mellizo som den sanger, der bevægede den mod fri rytme. Juan Breva, født i Vélez-Málaga i 1844, er den sanger, der er tættest knyttet til byen; han indspillede tre af sine stilarter i begyndelsen af det tyvende århundrede, og Lorca citeres for at kontrastere hans kæmpestore skikkelse med en høj, let stemme. Du behøver ikke genkende en malagueña for at nyde en; læg mærke til en lang, rolig melodilinje over guitaren.

Cafés cantantes og en danser i en café i Málaga

Flamencoen flyttede fra familiefester til betalte scener i det nittende århundrede. I 1881 åbnede Silverio Franconetti, ifølge Wikipedia, Sevillas første flamencosanger-café, og Málaga havde sit eget kredsløb: en lokal flamencoguide tæller mere end femten cafés cantantes omkring Plaza de la Constitución fra midten af det nittende århundrede. Litografiet her, signeret Henry Detouche med ordet Málaga, viser en danser i et sort sjal på en cafés scene, med sangere siddende bag hende og publikum tæt på. Det er en tegning snarere end et fotografi, men den nærhed, den viser, er den samme nærhed, en lille tablao sælger i dag. I den forstand er en tablao en efterkommer af cafésenen.

Málaga husker sine sangere

Den gamle bymidte bærer minder om denne historie. På facaden af en restaurant ved navn El Chinitas på Calle Moreno Monroe hædrer en fliseplade opsat i foråret 2002 de mennesker, der gjorde Málaga til en sangens by. Blandt navnene på den er Juan Breva, La Trini, El Canario og El Piyayo. Pladen er en hurtig lektion i, hvor mange sangere byen regner som sine egne. At læse navnene er en nem måde at begynde at lytte efter Málaga-klangen, før forestillingen begynder. En plade som denne er gratis at læse og kræver ingen billet. Datoen trykt på flisen er foråret 2002, og portrættet øverst på den er mærket El Chinitas.

Peñaen og dens museum

En peña er en flamenco-klub, den slags sociale gruppe som UNESCO udpeger som en af de måder, hvorpå kunsten føres videre. Málagas mest kendte er Peña Juan Breva, grundlagt i 1958 som hyldest til sangeren og til huse i en bygning på Calle Ramón Franquelo i den gamle bydel. Den andalusiske turistmyndighed opfører dens Museum for Flamencokunst der, og bygningen huser klub og museum sammen. En tablao er et sted, hvor man ser et show; en peña er der, hvor fællesskabet omkring kunsten holder den i gang, blandt sangere, guitarister og lyttere, der mødes uden for det kommercielle kredsløb.

En tablao, en peña, et restaurantshow

Ifølge Wikipedias formulering er en tablao et spillested for flamencoforestillinger, og betegnelsen dækker også dansegulvet. De formater, en besøgende møder i Málaga, adskiller sig først og fremmest ved, hvad der omgiver forestillingen. En tablao som El Gallo Ronco sælger et billetteret show på omkring en time. Et restaurantshow bygger forestillingen ind i et måltid, hvor maden købes undervejs. En peña er en klub for medlemmer og entusiaster og er ikke indrettet som et show for forbipasserende besøgende. At vide, hvilket af de tre man har booket, forklarer det meste af, hvad der sker på aftenen. El Gallo Ronco er det første format, så bedøm det som en billetteret time med flamenco, ikke som et måltid eller en medlemsaften.

Hvad man skal lytte efter på en time

Begynd med compás, paloens rytmiske cyklus, som guitar og klap (palmas) bærer. Følg derefter stemmen og til sidst fødderne. Soleá, en grundlæggende palo, der ofte spilles med blot én guitar, har en tolvslags cyklus og en alvorlig stemning. Siguiriya hører til den dybe sang og tæller tolv slag med tryk på et, tre, fem, otte og elleve. Tangos går i en fireslags puls og er ofte livlige, og den jævne puls gør dem til det letteste indgangspunkt for en nybegynder at følge med foden. Kunstnerne vælger programmet, så ingen af disse er garanteret. De er en lyttepakke, og de øvrige guider på dette site går mere i dybden med Málaga-sangene.

• Soleá: tolv slag, alvorlig stemning
• Siguiriya: dyb sang, tryk på slag 1, 3, 5, 8 og 11
• Tangos: fireslags puls, ofte livlige
• Palmas: klapsalverne, der holder compás

Etikette i et lille rum

Flamenco har sin egen tradition for publikumsstemmer (Wikipedia knytter ordet jaleo til verbet jalear, at opmuntre): jaleos er de opmuntrende tilråb, ofte arza eller olé, der markerer et øjeblik, som kunstnerne netop har leveret. En nybegynder er sikrest ved at følge rummet frem for at føre an. Billetterens vilkår tilføjer deres egen praktiske regel: når forestillingen er begyndt, lukkes dørene, og adgang er kun mellem akterne. Kom til tiden, fald til ro inden lyset skifter, og gem samtalen til pauserne mellem numrene, så sangerens stemme bærer over rummet. Samme logik gælder for bifald: slutningen af et nummer er det sikre øjeblik.

Hvem dette ikke er for

Spring dette over, hvis du kun vil kende de praktiske detaljer om én billet; El Gallo Ronco-billetguiden dækker dem. Det erstatter heller ikke at høre musikken. En besøgende, der ønsker en formel lektion i flamencoteknik, har brug for et kursus, og en, der ønsker et museumsbesøg, har Museo del Arte Flamenco, som har sine egne åbningstider, der er værd at tjekke, før du tager af sted. Betragt en tablao-forestilling som en oplevelse, der skal mærkes, før den er et emne at studere, og lad baggrunden ovenfor ligge stille i baghovedet, mens sangeren arbejder. Hvis du kun husker én ting, så lad det være guitarrens puls: resten af aftenen hænger fra den.

Læs næste: Billetter til El Gallo Ronco